Notre Dame i brand og transformation

Menneskemøder
17/10/2017

I påsken 2019 var det 21 år siden sidst jeg var i Paris, dengang var jeg 21 år. Jeg glædede mig rigtig meget til gensynet og mærkede at det ville blive et særligt besøg.

Jeg rejste med min mand og vores to teenagere. Vi ankom den 14. april om eftermiddagen. Gensynet var glædeligt og rørende. Jeg havde en meget intens fornemmelse inde i, en ubeskrivelig sitrende fornemmelse. Det måtte være gensynsglæde…

Jeg havde fundet et sted hvor vi kunne bo lige over for Notre Dame. Jeg åbnede vinduerne og så på den smukke katedral og de blomstrende træer rundt om. Det var tydeligt at mærke energien fra katedralen. Jeg funderede over navnet ”Vores Dame”.

Jeg kunne ikke sove den nat. Energien var som pulserende signaler. Jeg prøvede at centrere mig og få ro, men den pulseren gennemtrængte alt.

Næste morgen skulle vi på opdagelse. Vi gik under de blomstrende træer og så op på Notre Dame. Vi snakkede om de særlige vinduer og at de er helt uerstatteligt kostbare. Vi ville gerne ind og se katedralen inde fra, men det måtte vente, fordi vi havde bestilt billetter til at komme op i Eiffeltårnet, flere uger i forvejen.

Glæden og suset ved at være i toppen af Eiffeltårnet, var bestemt ikke blevet mindre på de 21 år siden sidst. Glæden og taknemligheden over at kunne være der med mine elskede, var så livsbekræftende. Det blæste meget på toppen og vinden var kold, så suset var også helt fysisk.

Der findes så mange høje steder på kloden, hvorfor er det lige at man føler sig så meget på toppen af verden her? Jeg mærkede er en dyb rørelse i hjertet, følte mig langstrukket , som at være en del af en kæmpe antenne.

Næste oplevelse var at komme ud og sejle på Sainen. Vi skulle sejle fra Eiffeltårnet og hen forbi Notre Dame. De sagde at turen ville blive anderledes end planlagt, da der efter sigende skulle være røg ved Notre Dame… Derfor skulle vi forbi Frihedsgudinden i stedet. En mindre udgave af den samme som står i New York. Det var en gave til Paris fra New York, givet i 1889 i anledningen af 100 året for den franske Revolution.


Vi sejlede af sted og der var en underlig stemning. Der var meget røg der steg op på himlen i retning af Notre Dame. Folk talte og pegede. Vi hørte i det fjerne mange udrykninger. Alvoren var ved at gå op for os!

Turen hjem til Notre Dame, hvor vi altså boede, var en kæmpe udfordring. Ingen Metro kørte. En taxa kørte os, så tæt på som han kunne. Mange veje var lukket af, så udrykningskøretøjer kunne køre. Byen var på den anden ende, der var kaos. Der var så mange mennesker at vi måtte klemme os igennem menneskemasserne for at komme videre. Folk var stille, nogle græd, nogle sang stille.

Det lugtede så meget af røgen som væltede op og synet af flammerne der slikkede op af bygningen, var tragisk. Da vi endelig kom op i lejligheden var ejerne der, noget de ellers aldrig gør når det er lejet ud, men i dag var alt anderledes. Vi stod sammen og så over på den brændende Notre Dame, hvor modige brandfolk ihærdigt sprøjtede med vand. Vi så ud over de store menneskemasser, som enten var helt stille eller sang. Vi sørgede sammen med Paris,  hele Frankrig og alle andre som var påvirket. Mit hjerte var åbent og jeg bad om at hjælpe med det som jeg kunne hjælpe med til det højeste fælles bedste.

Nu kunne jeg bedre forstå hvorfor jeg havde haft det så underligt, nu hvor sagens alvor stod lysende klar. Inde i mærkede jeg ildens rensende og transformerende kraft., som en Fugl Fønix proces. Taget på katedralen var brast og spiret styrtet sammen. I energien så var der åbnet op, hun var sluppet fri! Hun fandt sig ikke mere i det, det var tid nu – til at transformere og slippe fri. Hvem, hun?… spurgte jeg inde i. Den del af det feminine som har følt sig som offer, følt sig fanget, undertrykt og i den grad misforstået. Det er slut, det er nu tid til at opbygge noget nyt. Det har været under vejs længe og nu er vi så nået hertil.

På en måde så føltes der til at der var så meget mere i det, som var svært at sætte ord på og på den anden side, så enkelt, kontant og ikke til at diskutere med.

I dagene efter fulgte en stemning af forundring, chok og at livet stille går vide af omveje, selv om at alle ved at noget er forandret, alle er påvirket. Den pulserende energi havde sluppet – der var helt stille.
Stofindkøbsposen fra den lokale købmand, gav så meget mening: ”Ensamble pour la Vie” ”Sammen for livet”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *