Dybde, rødderne og fundamentet

Morsdag – Den feminine kraft blomstrer
14/05/2017
Udvidet bevidsthed
07/10/2017

Et gennemgående tema i mit udviklingsarbejde er: Dybde, ind til kernen og ned i rødderne, ned i dybet for at stige op, se på skyggerne og få dem belyst.

En tidligere version af mig, ville have syntes at det var skræmmende og have kæmpet imod eller flygtet. Med tiden føles det som det eneste rigtige, jeg føler mig tryg og det er ikke tungere end jeg kan bære det.

Jeg har efterhånden overgivet mig så mange gange, at det er en vandt bevægelse at træde ud, der hvor jeg ikke kan se at der er fodfæste, men jeg har visheden inde i og erfaringen om at der er fodfæste. Det jeg kommer til er godt og et vigtigt skridt som leder mig videre, løfter mig op og virker opløftende og oplysende.

Jeg kan holde en del af min opmærksomhed i min hverdagsbevidsthed, en anden del i et højere perspektiv, som kan se det hele fra oven og så den del som går på arbejde og lader sig dykke ned.

Der nede i rødderne, i fundamentet, i dybden – ligger alt det jeg ikke er bevidst om, men jo mere vandt jeg bliver med at lade mig synke ned og hvile der en stund i accept, jo mere bliver jeg bevidst om hvad der er, hvad jeg er skabt af som menneske – instinkter, det dyriske, erfaringer, historie, familie, traditioner, overbevisninger og menneskeligheden.


Det jeg finder der nede dybt inde, dybt nede er urkraften og det rå. Efter at jeg har set på det med åbenhed og accept, så kommer lysten og styrken til at være, være til, være her lige nu og være mig, med alt hvad jeg er. Det skaber fundament, dybde, kraft og styrke til at række op og samling med alt jeg er – en integration på et plan dybere end jeg hidtil har oplevet. Hvis ikke jeg går ned i rødderne, så kan jeg ikke strække grenene og folde alt det frugtbare ud.

Det at føle en tryghed i at være til som menneske, er noget vi som mennesker bestemt ikke er vandt til. Der er så meget frygt og kamp for overlevelse i os.
Jeg har gennem mange år studeret menneskets: nervesystem og sanser, både den bevidste del og den ubevidste del med alle reflekserne og instinkterne, hormonsystem, immunforsvar, fordøjelsen, organerne, følelser, tanker og det fysiske udtryk vi har i vores fysik og i vores kropssprog og menneskelig adfærd.

Jeg har altid interesseret mig for mennesket og naturen. Jeg er på opdagelse i mennesket og naturen. På en måde har det altid været let for mig at række op, men jeg har inderst inde altid vidst at hvis ikke jeg dykker ned først, så mister jeg fodfæste og kommer ud af balance. Så når jeg dykker ned, så folder resten sig ud af sig selv på en rolig, naturlig og balanceret måde – det giver tryghed.

Jeg er meget taknemlig for alle de gaver og opgaver som jeg møder, gennemlever og oplever. Jeg har mødt mange mennesker og situationer, som har lært mig meget.
Jeg er så privilegeret at få mulighed for at rejse på indre og ydre plan, alene og sammen med mine elskede.
Jeg er opdagelsesrejsende og opdager altid noget nyt, som sætter det jeg allerede har lært, i et nyt perspektiv.

Rejsen til Malta, gav en dybere åbning til dybet og den feminine urkraft. Det arbejder og udfolder sig til stadighed i mig.

Til midsommer var jeg i Moder Jords Have i Nordjylland og deltog i en svedhytteceremoni, som så mange gange før. Det er en gammel shamanistisk måde at rense sig på og leve i overensstemmelse med naturens og menneskets rytmer og elementer. At gå ind i den totalt mørke svedhytte, repræsenterer at gå ind i livmoderens mørke og frugtbare varme.
Før vi gik ind i svedhytten, fik vi mulighed for at trække et ord, uden at se. Jeg trak: Dybde. Jeg syntes at det var humor og alvor på højt plan. Bekræftelse kan komme på mange måder.
Svedhytten var en god oplevelse og jeg følte mig bagefter åben og klar til at rumme, det som jeg fornemmede var på vej, uden at vide hvad det var.

Italien bød mig og familien velkommen tilbage, med kys fra solen og en skønhed i landskabet, som er helt sin egen. Som påmindelse om dybden, en brønd ned i dybet, lige ved døren til huset. Omgivelserne af oliventræer skaber en ro og restitution som går dybt.
I Bachs blomsterremedier er oliventræ remediet til at komme sig efter strabadser fysisk og psykisk og få fornyet livskraft. Jeg gik mig en tur i olivenlunden og stillede mig midt i træet, på en gammel stub som delte sig i fire grene. Samme budskab om rødderne, dybden, at se på skyggerne, udholdenhed, næring og frugtbarhed. Jo i dybden er der mange indsigter og gaver, når der er mod og accept til at gå ned i fundamentet.

 

 

Comments are closed.