Forandringens tid

Sansninger igennem livet – livet igennem
04/04/2016

Foråret er tiden hvor det begynder at spire i naturen, knopper står på spring og lyset tager til i længde og styrke. Vi er i overgangen fra en tilstand af mere dvale, eftertænksomhed og mørke, til en tilstand med mere energi og lyst til at være aktiv.

Vi har netop passeret jævndøgn, hvor dag og nat er lige lange. Netop i år ligger påsken lige i forlængelse at jævndøgn og ligger så tidligt som den næsten kan, da påsken ligger i forbindelse med den første fuldmåne efter jævndøgn.

Foråret og påsken forbinder vi med æg, spirende frø og løg, larven der bliver til sommerfugl og fuldmånen. Det betyder nyt liv, ny begyndelse og potentiale til vækst. Væksten starter inde fra. Et æg som får knækket skallen udefra dør, men vokser livet inde fra, brydes skallen med kraften inde fra, når tiden er moden, så starter nyt liv.

Vi kan lade os inspirere af det vi ser omkring os og bruge denne tid til at sætte nye mål og gå med den forandring livet er. Er vi klar på vores indre mål og potentiale, så har vi også kraften til at udvikle vores potentiale.

I dag er det fuldmåne og delvis måneformørkelse. Jorden står i mellem sol og måne og kaster sin skygge på månen. Det er derfor en rigtig god dag til at se på det som ikke gavner mere, det som skal slippes og sætte fokus på det som skal næres og vokse. I øvrigt er det også min fødselsdag.

På denne dag sætter jeg min nye hjemmeside i luften og starter min blog.

På min blog vil jeg inspirere og dele viden om hvordan du kan blive den bedste udgave af dig selv, forskellige vinkler af livet med temaer inden for sundhed, naturen og det fantastiske potentiale vi rummer som mennesker.

 

Comments are closed.